I stormens øje

- Alberto Giacometti på SMK

Den verdensberømte schweiziske kunstner Alberto Giacometti (1901-66) er en af det 20. århundredes mest ikoniske og kompromisløse skikkelser. Lige nu kan man helt

ekstraordinært opleve et stort udvalg af hans værker på Statens Museum for Kunst i

udstillingen ‘Alberto Giacometti - Hvad øjet ser’.

Verdens tilsynekomst

Den store Giacometti udstilling er organiseret i samarbejde med Fondation Giacometti i Paris og fokuserer på kunstnerens livslange udforskning af verden, som den kommer til syne for det menneskelige øje. Netop en blyantstegning af et øje åbner rejsen ind i Giacomettis fascinerende univers, og ansporer til fordybelse i øjet, der ser, og dets betydning for Giacometti. På tværs af de

omtrent 90 malerier, skulpturer, tegninger og grafiske arbejder, som vises i udstillingen, løber et inderligt ønske om at granske og indfange oplevelsen af det sete, som det udfolder sig for ham.

Øjet udgør ikke blot et instrument i erkendelsen af verden, men et udfordrende

motiv for Giacometti, der er stærkt orienteret mod modellens blik, både når han maler og modellerer portrætter. Hans energiske blyantstreger og penselstrøg kan man fordybe sig i via fire vidunderlige oliemalerier og en lang række skitser, der bl.a. vidner om, at Giacometti flittigt trænede sit eget øje ved at studere og kopiere elementer fra fortidens kunst.

Alberto Giacometti. Næsen. 1947. Gips, bemalet metal og bomuldssnor, 82,5 x 37 x 71 cm. Fondation Giacometti © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024

Indre og ydre syner

Udstillingens omdrejningspunkt er de brydninger, der opstår i Giacomettis kunstneriske udtryk, som han bevæger sig fra skildringer af det indre liv til undersøgelser af den ydre virkelighed.

Giacometti flytter som 21-årig til Paris, hvor han bliver uddannet hos Antoine Bourdelle på Académie de la Grande Chaumière. Han bliver i 1929 tilknyttet den surrealistiske kreds af avantgarde kunstnere, fotografer og forfattere. Surrealismens udforskning af det indre livs syner, drømme og fantasier optager også Giacometti. I disse år er hans værker præget af enkle, organiske former, som på den ene side nærmer sig abstraktion og på den anden side skaber associationer til det erotiske og foruroligende.

I midten af 1930’erne skifter Giacometti fokus og vender tilbage til ungdommens eksperimenter med at kopiere og modellere ud fra det sete, hvilket bringer ham i unåde hos de radikale surrealister. Han forlader gruppen og retter nu sin opmærksomhed mod den fysiske virkelighed, mens han prøver at destillere en menneskelig essens.

Anonym, Alberto Giacometti i sit atelier med Skoven, omkring 1950, Fondation Giacometti,©Succession Alberto Giacometti/Adagp, Paris, 2024

Mennesker og hoveder

Menneskets væren i tid og rum afsøges kontinuerligt, og Giacometti skildrer ikke mennesket som et fast eller fikseret væsen, men som en figur, der hele tiden synes at træde ind og ud af det omgivende rum. Såvel skulpturelle hoveder som stående, gående og siddende menneskeskikkelser modelleres frem i den levende, noprede overflade, der altid bærer Giacomettis synlige aftryk og fordybninger i sig.

I udstillingen præsenteres både hovedværker som ‘Næsen’ (1947), ‘Den gående mand’(1960) og ‘Stirrende hoved’ (1928-29) og en lang række mindre kendte værker. De inviterer til sanselig fordybelse, og der er heldigvis god lyssætning og plads omkring værkerne, så man kan opleve alle nuancerne i deres tredimensionelle liv.

De mange menneskefigurer optræder både enkeltvis, som grupper og i varierende skala, og det er netop et omdrejningspunkt i udstillingen, at Giacomettis metodiske stræben efter at fremstille det sete gang på gang udfordrer ham. Han føler ikke, at værkerne lever op til oplevelsen af det sete, og ødelægger dem i frustration eller bryder dem ned for at bygge dem op igen i håbet om at komme det sete nærmere. At trænge ind i virkeligheden er at befinde sig i stormens øje - i centrum for verdens komplekse og kaotiske sanselige fremtræden.

Giacometti starter gerne forfra igen og igen i sin længsel efter at indfange en grundlæggende synserfaring eller væren, hvilket også kommer til udtryk i den japanske filosof Isaku Yanaiharas beskrivelse af Giacomettis arbejdsproces, som han oplevede på nærmeste hold, da han sad model for ham i atelieret på rue Hippolyte-Maindron i Paris:

“Hans arbejde var at tegne mit ansigt, sådan som man ser det. At tegne det, som man ser, er ved første øjekast simpelt, men havde han virkelig forsøgt det? Og først og fremmest, hvad ser man på? [....] Det er lige præcis det, som fordrer en uendelig analyse, selv om virkeligheden er en helhed, som ikke kender til dele, en ting, som ikke er til at få hold på ved hjælp af analyse.”

Det berømte, men meget ydmyge atelier, hvor Giacometti arbejdede størstedelen af sit liv, kan man få et glimt af i et af udstillingens mindre rum, hvor Giacometti fortæller om sin særlige tilgang til synet og det sete i en dokumentarfilm. Emnet kan man naturligvis også blive klogere på i det smukke udstillingskatalog, hvor ny forskning sætter Giacometti i relation til eksistentialisme og fænomenologi.

Udstillingen ‘Alberto Giacometti – Hvad øjet ser’ har af gode grunde begejstret både anmeldere og museumsgæster og kan i al sin herlighed opleves på SMK frem til den 20. maj. Læs mere om udstillingen her

Denne artikel er bragt i Kunstavisen marts 2024.

Anvendte pressebilleder fra SMK/Fondation Giacometti

Anonym, Alberto Giacometti i sit atelier med Skoven, omkring 1950, Fondation Giacometti, © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024

Alberto Giacometti. Næsen. 1947. Gips, bemalet metal og bomuldssnor, 82,5 x 37 x 71 cm. Fondation Giacometti © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024